Omelet med sødkartoffel
Super lækkert! Meget nærende og yderst velsmagende og mættende Sense-måltid med HF1+2+3
Denne omelet er nem at lave og fylder godt i maven. Der er brugt søde kartofler, hokkaido græskar eller butternutsquash kunne ligeså godt have været anvendt. Nu var det lige søde kartofler jeg havde i min grøntsagsskuffe.
Opskrift: 2 personer (eller 2 x måltider fx. frokost og morgenmad)
Ingredienser
4 æg, grundigt piskede
2 søde kartofler, skåret i tern
2 løg, skåret i tern
2 hf friske spinatblade, skyllede og tørret
1 hf cocktailtomater
4 skiver skæreost max 17 %, skåret i strimler
4 spsk. revet parmesanost/pecorinoost
2 spsk. smør
Cayennepeber 3/4 tsk
Lidt salt og peber
Sådan gør du:
Brug en pande på ca. 28 diameter, skru op på middelhøj varme og tilsæt smør
Når smørret er bruset af svitses sødekartoflerne i ca. 5 minutter
Tilsæt dernæst de hakkede løg på panden, rør dem godt sammen med sødekartoflerne og svits videre i ca. 3-4 minutter
Hæld de sammenpiskede æg udover grøntsagerne
Tilsæt cayennepeber, lidt salt og peber
Drej panden rundt, så æggemassen bliver ligelig fordelt på panden
Skru blusset ned på mellemvarme
Tilsæt ostene
Nu skal omeletten have lidt tid til at samle sig
Hold øje med omeletten, løsn den forsigtigt i kanterne og tjek om den er lysebrun nedenunder
Når den ser lysebrun ud i bunden, fjernes panden fra blusset
Fordel de friske spinatblade på hele blandingen
Løsn nu hele omeletten, forsigtigt, inden den ene halvdel lægges ovenpå den anden halvdel
Læg en stor tallerken, eller et stort spækbræt over panden, så panden dækkes og vend omeletten om
Servér omeletten med det samme
Sense-fordeling
HF1+2: Sødekartofler, løg, spinatblade, tomater
HF 3: Æg, ost
HF4: /
Fedt: Parmesanost, smør
Smagsgivere: Salt, peber, cayennepeber
HVAD SYNES DU OM OPSKRIFTEN?
Hvis du laver denne opskrift, vil jeg blive glad for at høre, hvad du syntes om den i kommentarfeltet.
Eller måske vil du dele den på Instagram, så tag mig; @sorayasfoodstuff og brug #sorayasfoodstuff så jeg får øje på den, det er super inspirerende for mig, at se din variation af min opskrift :-)